Mentaløkologi

Det grundlæggende psykologiske spørgsmål drejer sig om akkumulation. Hvis man har en forøgelse i aktivitet, som man ikke kan kompensere for, så har man et problem.

Behandling i stedet for varig førtidspension?

Såvel Politiken som DR (her og her) bringer i dag korte artikler om, hvordan psykiatere og politikere udtaler sig om førtidspension. Bekymringen er, at unge mennesker, der bliver placeret på førtidspension, ofte er en dobbelt bet: de får aldrig foldet deres eget liv ud og kommer aldrig til at bidrage til samfundet. Det insinueres endvidere, at mange førtidspensioner bliver tildelt på baggrund af midlertidige tilstande, som ikke nødvendigvis kommer til at dominere hele livsforløbet.

Intentionen virker sund: førtidspension er sjældent billetten til et rigt og udviklende liv. Psykiateren Poul Videbech mener, at ‘det værste er, når unge ikke får et ordentligt tilbud om behandling og i stedet blot bliver sendt på pension’. Ligeledes mener han også, at en psykiater skal genvurdere førtidspensionen efter en årrække, således at der ikke er livstidsautomatik. Men hvilke behandlingstilbud er det så der mangler? Det kommer han han ikke ind på, selvom det jo må være det spørgsmål, som er kernen. En tidsbegrænsning på førtidspensionen er vel ikke i sig selv en behandling lige så lidt som en opfølgende samtale hos en psykiater efter to eller tre år er?

Problemet lader til at være, at der i den aktuelle debat er meget få reelle bud på, hvordan man hjælper disse unge mennesker indenfor i varmen i overskudssamfundet. Videbechs bedste bud er en ‘individuel vurdering’ – men en sådan er allerede foretaget: førtidspension tildeles ikke ved at trække et lod i en automat, men på baggrund af evalueringer af arbejdsprøvninger, behandlingsforløb og erklæringer udfærdiget af, ja, typisk psykiatriske speciallæger. Så hvordan kan løsningen være at installere periodiske vurderinger?

Hvad der mangler i billedet er en nærmere diskussion af, hvordan de unges situation kan bedres – dels behandlingsmæssigt (hvilke behandlingstilbud er det som mangler) men også med henblik på at bedre den livssituation, som samfundsforhold placerer sårbare unge i: at skulle leve på en minimal kontanthjælp, mens man kæmper med psykisk lidelse og føler sig jaget af den kommunale jobrådgiver, er ikke synderligt befordrende for at finde sine ben og sin plads her i livet – endsige for at komme sig efter alvorligere psykisk lidelse.

Hvis en midlertidig førtidspension kan give luft til disse mennesker, så lyder det meget fornuftigt, men spørgsmålet består: hvordan skal de så hjælpes i den periode den midlertidige førtidspension løber? Hvilke behandlingstilbud mangler der – er det medicin, terapi, begge dele – eller ender det med, at førtidspensionen blot giver en pause fra det hele, mens man håber på, at tidens gang og naturlige processer bidrager med ‘helbredelsen’?

Forhåbentligt bliver disse spørgsmål adresseret af de ansvarlige politikere, og af de fagpersoner som nu har meldt sig ind i debatten. For det er naivt at mene, at en ændring af førtidspensionen er en løsning i sig selv, lige såvel som det er naivt at mene, at et allerede udsultet psykiatrisk behandlingssystem pludselig kan trylle adækvate behandlingstilbud ud af posen med nedskæringer og forringelser. Men mest naivt er måske troen på, at udviklingen af – og prognosen for – psykiske lidelser ikke hænger tæt sammen med samfundsmæssige forhold – og hvordan disse rent praktisk er med til at forme livet for de mennesker, som befinder sig i periferien.

Læring som en kollektiv proces?

Læring er en sjov ting – i de seneste år har der været stort fokus på den individuelle præstation i skolesystemet, hvilket blandt andet har været båret af den politiske afskaffelse af gruppeeksamen, som især var prominent på RUC og Aalborg Universitet. Der var stort røre omkring denne likvidering – pisket op af forskellen mellem den ideologisk forankrede individualisme (den enkeltes præstation skal ikke forplumres) og den sikkert ligeledes ideologisk forankrede idé om fællesskabet, som gør individet i stand til at række udover sig selv. 

Spørgsmålet om hvad læring er, hvordan læring foregår og hvor individ-fokuseret det egentlig er hensigtsmæssigt at være, når man taler om disse meget vigtige processer, er dog ikke udelukkende et ideologisk spørgsmål. Det kan i høj grad også betragtes empirisk. Et eksempel på forskning, som er relevant i denne sammenhæng beretter Politiken i dag om i en kort notits om sammenhængen mellem unges deltagelse i institutionens sociale liv og deres akademiske præstationer. Undersøgelsen, gennemført af ph.d. Liselotte Ingholt fra Syddansk Universitet, peger på, at der er sammenhæng mellem den sociale sfære, deltagelsen heri, og så de mere afgrænsede faglige sammenhænge og de læringsprocesser som finder sted der.

Undersøgelsen fokuserer særligt på integration og alkoholkultur, men præmissen som undersøgelsen går ud fra, er også interessant for de førnævnte sammenhænge: forudsætningerne for at den ønskede læring og erfaring finder sted, er dybt indlejret i en langt bredere socialitet. Selve ideen om, at man ved en individuel eksamen måler på den enkeltes evner og færdigheder, mister helt øje for denne sammenhæng, og lader til i høj grad at hvile på en falsk forudsætning om mennesket som en isoleret ø.

For nylig stødte jeg på en blog, hvor en studerende priste muligheden for at komme til individuel eksamen: nu vidste han, at det resultat han stod med 100% var hans eget. Hvis man opfatter eksamen som en performance, har han ganske givet ret – men hvis han dermed også mener, at selve den læringsproces han forudgående har været igennem ligeledes er 100% hans egen tager han sørgeligt fejl. Læring hviler på samtaler, hygge, konflikter, erfaringer, bøger skrevet af andre og gennemgået af andre og er et langt mere distribueret fænomen, end han tilsyneladende brød sig om at erkende.

Forhåbentlig kommer der lidt mere rationalitet og realisme ind i den politiske debat om evalueringsformer og lidt mindre bedrevidende individualisme.

Tankekontrol – en gave til folket?

DR’s hjemmeside (og Politikens her) beretter i dag om samarbejde mellem Michael D’Zmura, en psykolog med speciale i cognitive science og flere publikationer omkring brain imaging, og den amerikanske hær – et samarbejde der sigter mod at gøre det muligt at læse et menneskes tanker. Det endelig mål, som man dog erkender at være langt fra, er at lave et apparat og et stykke software, der kan lave en transskription af en persons tanker. Kritiske røster, som bl.a. kan læses i en artikel fra Examiner, stiller dog spørgsmålstegn særligt ved den amerikanske hærs motiver for at bidrage med penge til projektet: officielt er det for at hjælpe soldater, som har fået skadet deres kognitive apparat, så de har svært ved at udtrykke sig, men bag, siger kritikerne, kunne ligge en intention om at få bedre redskaber til forhørs-situationer. Med en let omskrivning kan man sige, at kært barn har mange anvendelsesmuligheder.

Michael D’Zmura svarer, da han bliver konfronteret med de kritiske overvejelser, at ‘denne teknologi vil aldrig blive anvendt på nogen uden deres tydelige og aktive accept’ (’This will never be used in a way without somebody’s real, active cooperation’). Hvordan forskeren mener, at han er i en position til at garantere dette forekommer uklart – det er almindelig kendt at nye opfindelser (apparater såvel som ideer), efter de er bragt til verden, ofte får deres eget liv uafhængigt af den oprindelige skaber. Særligt kunne man – formodentlig uden at være alt for paranoid – tro at netop den amerikanske hær, som hårdnakket holder fast i retten til bruge forhørsmetoder som ligger omkring tortur-grænsen, vil have deres egne ideer om, hvad et sådant apparat kan bruges til.

Bloggen her har sendt en mail til Michael D’Zmura for at høre, om han vil uddybe sit standpunkt, og der afventes spændt svar.

Visuel doping?

De kinesiske OL-arrangører valgte i forbindelse med åbningsceremonien at sende et retoucheret tv-billede ud til verden. Angiveligt skulle der være klippet på forhånd producerede fyrværkerisekvenser ind – og tilsyneladende også andre ting, som notitsen i politiken dog ikke kommer nærmere ind på.

Det er klart, at man selvfølgelig forsøger at levere så overvældende og lydefri en ceremoni som muligt, men det forekommer alligevel, at der er noget uærligt ved den beskrevne fremgangsmåde – særligt hvis man betragter netop timing og gennemførelse som noget af det, der er imponerende ved så stor en performance som de Olympiske Leges åbningsceremoni.

Sport og konkurrence handler vel netop om at yde det optimale, på en umiddelbar og gennemskuelig facon, og ikke at levere en præstation der er baseret på noget skjult, som kun modstræbende tåler dagens lys.

I tilgift til det ekstra fyrværkeri viser det sig nu også, ifølge Times Online, at pigen som sang ved åbningsceremonien blot mimede, da stemmens indehaver ikke, mente arrangørerne, var tilstrækkeligt køn til at blive udstillet for verden at se. Klik ind på Times hjemmeside og tjek selv, hvor slemt det ser ud.

Under alle omstændigheder lover det da godt for forståelsen mellem øst og vest: her i vesten er vi også sygeligt optagede af at fremstå fejlfri.

Økologi vs. konventionel dyrkning

Vi har i dag adgang til et utal af informationskilder om stort set hvilket emne det skal være – umiddelbart lyder det måske godt, men bagsiden af mønten er, at det også giver et langt mere broget og selvmodsigende billede end vi er vant til. Tag f.eks. spørgsmålet om økologiske vs. konventionelle dyrkningsmetoder. Her rapporterer Science Daily, at forskere fra bl.a. Institut for human ernæring ved KU har undersøgt om økologisk dyrkede fødevarer har en højere ernæringsværdi end fødevarer sprøjtet med pesticider m.m. Konklusionen er som følger:

No systematic differences between cultivation systems representing organic and conventional production methods were found [...] so the study does not support the belief that organically grown foodstuffs generally contain more major and trace elements than conventionally grown foodstuffs.’

Denne konklusion bliver ført endnu videre i en udtalelse fra dr. Alan Baylis, 

‘Modern crop protection chemicals to control weeds, pests and diseases are extensively tested and stringently regulated, and once in the soil, mineral nutrients from natural or artificial fertilisers are chemically identical. Organic crops are often lower yielding and eating them is a lifestyle choice for those who can afford it.’

Men strider dette ikke imod de sædvanlige antagelser om, at, f.eks., grøntsager dyrket ved brug af pesticider indeholder spor af pesticider når disse indtages af mennesker, hvilket er… dårligt? Måske – måske ikke – som vanligt er meningerne delte. Her er eksempelvis henvisninger til undersøgelser som – i modsætning til ovenstående – mener at have fundet ud af det modsatte, nemlig at økologisk dyrket frugt og grønt er sundere end konventionelt dyrket, og her er en forskningsartikel, som omhandler niveauet for pesticid-eksponering hos børn afhængig af økologisk vs. konventionel diæt.

Hvis vi lige holder fast i ovennævnte Alan Baylis et øjeblik, så kan det måske være interessant at se på, hvem han egentlig er. I ScienceDailys artikel er han tituleret som Dr Alan Baylis, honorary secretary of SCI’s Bioresources Group. En søgning på nettet giver ikke umiddelbart nogen bonus på hans navn, men med ‘bioresources group’ plus ’sci’ er der pludselig bonus: SCI står for ‘Society of Chemical Industry’ og deres interesser er beskrevet som følger:

‘Our ’stakeholders’ include those in the science-based agricultural community, the food chain industries, players involved in the ‘Bio-economy’, the education sector and the media, and we also welcome interaction with policy formers and regulators, and the public at large. [...]. SCI is a forward-looking interdisciplinary organisation connecting industry and academia at all levels throughout the world.’ - kilde

Så altså: en organisation tilknyttet den kemiske industri udtaler sig – tilsyneladende fra sidelinjen – ifm. en rapport fra Københavns Universitet, som konkluderer, at der ernæringsmæssigt ikke er nogen forskel på økologisk og konventionelt dyrkede fødevarer. Makes you wonder….

Tilføjelse d. 13.8 2008: Efter at have opfordret hovedforfatteren til den nævnte rapport om at kommentere ovenstående post har hun været så flink og venlig at respondere positivt på henvendelsen og videre sagt ja til at hendes svar bliver lagt ind her på bloggen. Susanne G. Bügels kommentar findes herunder som kommentar #1.

Skizofreni og evolution

Forskere fra Cambridge, Leipzig og Shanghai foreslår i en nylig udgivet artikel, at den psykiske lidelse skizofreni bør forstås ud fra en evolutionær optik, hvor muligheden for skizofreni, så at sige, er bagsiden af den unikke menneskelige hjerne. Dette forekommer at være en meget interessant hypotese, som faktisk tidligere har været nævnt på nærværende blog. Men det er ikke en simpel forklaring, der kan levere en nem og hurtig løsning. Forskerne siger bl.a.:

“Our new research suggests that schizophrenia is a by-product of the increased metabolic demands brought about during human brain evolution. [...]. Our brains are unique among all species in their enormous metabolic demand. If we can explain how our brains sustain such a tremendous metabolic flow, we will have a much better chance to understand how the brain works and why it sometimes breaks”

De gode forskeres tilgang ligger milevidt fra mainstreamforskningen, hvor der ikke går langt imellem, at man hører om et nyt, fantastisk gennembrud i forståelsen af de bagvedliggende, genetiske årsager til skizofreni – alt sammen med en tydelig reduktionistisk smag, som heller ikke lader til at føre det store med sig. Den sørgelige sandhed er, at på trods af udviklingen af flere generationer af antipsykotisk medicin, så er der flere psykisk syge end nogensinde før i den vestlige, industrialiserede verden.

Det må være på tide at kaste de simple forklaringer ud, forklaringer som ofte lader til først og fremmest at tjene enten forskerne selv, som led i indsamling af forskningsmidler, eller i det bredere perspektiv medicinalindustrien, som tjener gigantiske summer på at markedsføre medicin, der angiveligt skal virke mod en sygdom som man langt fra forstår. Typisk med prognoser, som tilsiger livslang medicinering med præparater, der har så insinuerende navne som f.eks. Abilify. 

Hvad disse sygdomsforklaringer helt fjerner fra ligningen, er forbindelsen mellem den almenmenneskelige psykologi, sindets sårbarheder og de rammer som det moderne samfund giver os til at udfolde os i. Hvis muligheden for skizofreni er et almenmenneskeligt problem bliver vi simpelthen nødt til at se nærmere på, hvilke krav vi stiller til gele-klumpen i kraniekassen… Jo mere fjernt fra det umiddelbare og forhåndenværende vores livsførsel bliver, jo sværere bliver det, alt andet lige, at navigere mellem virkelighed og fantasi. Men det kræver formodentlig en eftertænksomhed og en integritet som er sjælden – særligt når simple (omend fejlagtige) løsninger ofte kaster hurtig profit af sig.

Artiklen findes her.

Hvem skal man tro og hvem skal man mistro?

De Konservative har nu tabt tålmodigheden med landbruget, skriver DR. ”- Det er klart, at vi kan ikke være til grin og bare se på, at den ene aftale løber ud i sandet efter den anden,” siger den konservative miljøordfører. Men hvad er nu også dette for en situation – resten af befolkningen (jo i særdeleshed de offentligt ansatte og de arbejdsløse, syge og dem på randen af samfundet) bliver gennemkontrolleret i en grad, så det i flere sammenhænge fremstår som en farce (f.eks. kravet til de ledige om fire ugentlige ansøgninger). Ja kontrollen er blevet så omfattende, at regeringen selv er ved at blive betænkelig, som bl.a. også konservative Henriette Kjær giver udtryk for i tilslutning til skatteminister Kristian Jensens liberalt drevne kritik af de sidste års regeringsføring. Ansvaret skal tilbage til det enkelte menneske, siger han.

Det kan være interessant et øjeblik at overveje, hvem regeringspartierne i de sidste år har brugt tiden på at mistro (og følgende haft behov for at kontrollere) og hvem de har haft tiltro til (og overladt evt. problemer til dem selv at løse). I alt væsentligt lader det til, at kontrollen med det enkelte individ, der har et arbejde på gulvet eller er på kanten af arbejdsmarkedet, er blevet styrket (jf. det omfattende dokumentationsarbejde blandt lærere, hjemmehjælpere, dagpengemodtagere), mens kontrol med erhvervslivet (f.eks. fødevarekontroller eller politiske indgreb overfor landbruget) er blevet svækket. Begge dele lader umiddelbart til at have gjort akkurat det modsatte af, hvad Kristian Jensen nu kræver – førstnævnte fratager individet ansvar og selvbestemmelse gennem kontrol, mens sidstnævnte fratager erhvervslivets brodne kar ansvar ved i højere grad at appellere til deres i mange tilfælde tvivlsomme selvjustits – et ansvar som de er lykkelige for at undslippe, særligt fordi deres selvbestemmelse vedbliver at være intakt.

Meget tyder på, at regeringens uddeling af tillids- og mistillidsbeviser i alt væsentligt har fulgt den sociale rangstige. Er det mon også denne fordelingsnøgle skatteministeren kalder til kamp imod… eller er det mon nærmere for?

Life on Mars?

Bloggen her har tidligere spekuleret lidt i fredspotentialet ved uomtvistelige beviser på, at der eksisterer ekstra-terrestrielt liv ud fra tesen om, at det måske vil kunne skabe grobund for et nyt globalt/planetart sammenhold. Effekten vil nok være størst, hvis det var udviklede og intelligente livsformer, som evt. også rummede et element af noget truende, i kraft af det sørgeligt menneskelige forhold, at sammenholdet i en gruppe styrkes, hvis man mener at have en fælles ydre fjende (en effekt der efter alt at dømme ofte anvendes politisk). For nylig mente en tidligere astronaut at vide, at rumvæsner adskillige gange har besøgt jorden, men at disse besøg var blevet skjult og hemmeligholdt fra højeste sted. Nu rapporterer Politiken så om, at der går kraftfulde rygter om et ‘epokegørende fund‘ på Mars, hvilket også afspejles andre steder på nettet – bl.a. hos magasinet Wired som lader til at være lidt mere in-the-loop end Politiken.

Vi skal nok desværre ikke regne med at få hverken en hel eller en halv historie om liv på Mars – udstyret deroppe lader ikke til at være gearet til den slags opdagelser, så måske der kunne være tale om fundet af organiske forbindelser, som det bliver foreslået i et forum, der lader til at være blandt de mere informerede. Så det bliver nok ikke i denne omgang, at der bliver vendt op og ned på vores verdensbillede, men lidt har formodentlig også ret, og det bliver spændende at høre, om rygterne har en mere substantiel basis.

Hvis nu…

… man satte sig ned et øjeblik og regnede lidt på sandsynligheder og så lidt på, hvor stort et sted universet egentligt er, vil man så ikke nå frem til, at der simpelthen må findes liv andre steder i universet? Nej – ikke nødvendigvis – udenjordisk liv er stadig en hypotese. Men hvad ville en magtfuld regering gøre, hvis der dukkede uomtvisteligt bevis på liv andetsteds i universet op? Sådanne nyheder ville angiveligt have potentiale i mange forskellige retninger – herunder også med risiko for at udfordre bestående magtstrukturer.

For min egen part ville jeg have det underligt med at stå op om morgenen og tøffe på arbejde helt som vanligt, hvis jeg var blevet bevidst om, at jorden blot er en lille klump liv blandt tusinde andre. De hjemlige politiske hundeslagsmål, småligheder og hverdagslige trivialiteter ville forekomme mindre centrale – måske.

Om den tidligere astronaut, som fortæller om ufo-besøg med mere, har mistet forstanden eller simpelthen bare er blevet ærlig, håber jeg bliver afsløret på et tidspunkt inden alt for længe…