Valgdeltagelse arvelig?
Forskere mener nu at have påvist, at 53 % af forskellen mellem vælgeres valgdeltagelse kan forklares genetisk. Forskerne udtaler, at de selv er forbavsede over, hvor stor betydning genetikken har vist sig at have for deltagelse i det politiske liv og de håber på, at det kan åbne politiske forskeres øjne for biologiens rolle mht. bestemmelsen af politisk adfærd. Og selvfølgelig foreslår de, at man tilfører deres område flere midler til nærmere undersøgelser…
Men altså – kompleks menneskelig adfærd reduceret til genetisk determinisme… køber vi virkelig den? Stephen J. Gould, professor i zoologi og ihærdig forfatter, har ikke meget til overs for denne form for reduktionisme og efter at have forklaret hvorfor, uddrager han konsekvenserne for de ofte populære fremstillinger af genernes betydning indenfor den sociale sfære:
The social meaning may finally liberate us from the simplistic and harmful idea, false for many other reasons as well, that each aspect of our being, either physical or behavioral, may be ascribed to the action of a particular gene “for” the trait in question. – kilde
Et eksempel på et temmelig åbenlyst spørgsmål, som forskerne ikke nævner med et ord, er om der er tjekket for sammenhæng mellem uddannelsesniveau og valgdeltagelse, som jo i høj grad relaterer sig til miljø og socialisering. Hm – sikkert ikke…
Et af de få steder på nettet, hvor den nye undersøgelse bliver nævnt er sjovt nok en højreorienteret blog, hvor det kraftigt antydes, at højre-venstre placering i det politiske spektrum også er genetisk bestemt – eller i hvert fald kraftigt påvirket deraf. Man må antage, at nogle mennesker føler sig mere trygge, når de forsimpler tingene langt ud over grænsen for normal og anstændig idioti.
Uhyggeligt nok er der desværre ikke langt fra denne form for tænkning til tanker om at udrense de inferiøre. For et skrækindjagende eksempel på, hvad biologisk reduktionisme – under de værst tænkelige omstændigheder – kan føre til, kan man tænke på det tyske psykiatriske system under Hitler-æraen.
Tags: eugenik, idioti, Psykiatri, reduktionisme, udrensning
You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.
juli 3, 2008 at 9:44 pm
Ikke blot Stephen J. Gould, men også E. O. Wilson er i denne forbindelse værd at læse. I “Biology as Ideology–the Doctrine of DNA” kritiserer E. O. Wilson folk som f.eks. Dawkins, der ved fuldstændig at ignorere ontologien i praksis blot opfinder et nyt ord for “sjælen”, idet de benytter genet (eller afledte, bagvedliggende faktorer, som ikke defineres) som den nye motivator for alt menneskeligt, hvor kroppen blot står som bærere af det udødelige gen. Jeg angriber ligeledes Dawkins – og den replikations-skole, han står for – her: http://blog.blazingangles.net/soapbox/2006/04/dawkins-som-religios-ateist.html.
juli 4, 2008 at 6:19 am
Tak for din kommentar. Jeg kender ikke E.O. Wilson – men vil få tjekket op på ham. Fint indlæg om Dawkins du har skrevet – retorisk synes jeg han er ret intens, men indholdsmæssigt så firkantet at det gør helt ondt. Det er vist det Gregory Bateson ville have kaldt ‘muddled thinking’.
- Jonathan
juli 5, 2008 at 8:15 am
Man kan også bemærke, at Dawkins med sin gen-determinisme faktisk er fortaler for den stærke vestlige individualisme, hvor hver enkelt person betragtes som ansvarlig for netop sine egne handlinger. Endvidere ligner det et forsvar af den calvinistiske (amerikanske!) protestantismes fatalisme, hvor hver persons frelse er forudbestemt, hvilket man har ment, at man kunne se allerede gennem personens handlinger på Jorden.
I vore dage tænker vi stadig i disse baner, når vi f.eks. antager, at en persons handlinger skal forklares gennem personlighed eller andre personlige karakteristika. Det er en så grundlæggende fejl, at den kandes “the fundamental attribution error”. For mig at se er Dawkins fuldstændig lås fast i denne kulturelt betingede model, som der ikke er megen biologisk evidens for gyldigheden af.
I praksis er det formentlig langt mere rigtigt at sige, at vi ikke er hvem vi er, men hvor vi er, som Philip Zimbardo på dramatisk vis demonstrerede i det kontroversielle Stanford Prison Experiment.
juli 5, 2008 at 9:01 am
Jeg må ærligt indrømme, at jeg endnu ikke helt har fanget sammenhængen i den biologiske, individfokuserede og meget deterministiske opfattelse af mennesket. Her er mit problem: det hævdes at det kausale grundlag for menneskelig adfærd er det biologiske substrat (typisk ultimativt genetikken) – en kausalitet som i alt væsentligt betragtes som unilineær – altså udelukkende fra det biologiske til det psykologiske og adfærdsmæssige. Men paradoksalt nok er fortalerne for dette også ofte fortalere for, at denne ‘nye viden’ om den menneskelige hjerne (som jo typisk er organet man fokuserer på) netop er med til at give os frihed til at forme os selv fordi det åbenbarer sandheden om os selv og verden for os. Men hvis man i udgangspunktet er biologisk determinist, og efterfølgende introducerer begreber som vilje og selvbestemmelse (og i den liberal-individualistiske tankegang komplet individuelt ansvar for ens egen lykke – eller mangel på samme), så sniger man egenskaber ind ad bagdøren, som voldsomt udfordrer den biologiske model man har baseret sig på i første omgang, fordi vi ingen som helst anelse har om, hvordan den nuværende viden om biologi, hjerne kan harmonere med et viljesbegreb (som kan være nok så blødt). Jeg tror simpelthen man drager for vidtrækkende konsekvenser af den nye viden om hjerne og biologi. Vores aktuelle forståelse af hjernen befinder sig, tror jeg, på et niveau der kan sammenlignes med den viden man kan få om en mikrochip ved at undersøge den med en hammer.
Jeg er i og for sig enig i den overordnede tanke om, at hvor vi er betyder meget – også sammenlignet med hvem vi er. Jeg er bekendt med Zimbardos eksperiment, som vel kan formuleres således at det peger på, at konteksten har vældig stor indflydelse på vores handlinger. Dette er jeg voldsomt enig i. Men kontekst er et svært begreb at blive klog på og et endnu sværere fænomen af forholde sig til: en kontekst findes nemlig intetsteds. Konteksten er ikke noget derude i verden fordi verden først og fremmest er en holistisk uafgrænset helhed uden udspecificeret mening eller betydning i sig selv. Kontekst, mening og betydning opstår først når der introduceres en synsvinkel, et system eller en person (alt efter sproglig præference), hvorfor kontekst pludselig kommer til at hænge sammen med noget indre. Indre – ydre – tricky stuff… Jeg synes ikke rigtig Zimbardo berører disse væsentlige problemer – først og fremmest tænker jeg at hans eksperiment handler om konformitet.
juli 5, 2008 at 1:44 pm
E. O. Wilson kommer faktisk netop ind på den problematik, du opstiller, i “Doctine of DNA”. Her beskriver han det meget nære samspil mellem arv og miljø, som groft sagt bliver til hinandens årsag og virkning. Jeg har ikke læst hans bog “The Triple Helix” endnu, men jeg formoder, at den netop handler om, at DNA’et rent udviklingsmæssigt er snoet sammen med en tredie faktor, nemlig omgivelserne.
Jeg mistænker den liberalistiske brug af biologien som mandat for individualisme for at være et resultat af Spencers socialdarwinisme. Det var Spencer, der opfandt udtryk som “struggle for survival” og “survival of the fittest” (eller også var det sådan, at han brugte det sidstnævnte meget anderledes, end Darwin havde ment det). Darwin, som ellers var meget diplomatisk, kritiserede Spencer uforholdsvis skarpt for hans ekstrapolering af Darwins opdagelser og hypoteser.
Din beskrivelse af niveauet for vores viden om hjernen er vist ganske tæt på virkeligheden. Selv om vi i dag er gået bort fra det hvide snit de fleste steder, så kunne man for nyligt i “Viden Om”-programmet høre, hvordan man egentlig ikke ved, hvad man foretager sig, når man symptombehandler ved elektrisk at lamme dele af hjernen.
Hvad angår kontekstafgrænsning, så plejer jeg at sige, at man bør forholde sig til de mest betydende faktorer: Jeg ved, at jeg påvirker den røde plet på Jupiter, når jeg slår min græsplæne, men det er en påvirkning, der drukner i så meget støj, at det ikke er noget, det giver mening at tage med i nogen beregning. Jeg mener, at kontekst bør ses i et tilsvarende lys.
Zimbardos eksperiment havde bestemt en enorm betydning for forståelse af konformitet og betydningen af sociale roller, men baggrunden for formningen af konformiteten og evnen til at påtage sig en rolle var netop det specifikke miljø, hans forsøgsdeltagere indgik i.
juli 7, 2008 at 3:52 pm
‘Survival of the fittest’ er nok en af de mest misbrugte vendinger jeg umiddelbart kan komme i tanke om. En mere ret vending ville måske være ‘de som overlever overlever’ – eller ’survival of the fit enough’ (som jeg nok tror biologen Francisco Varela udtrykte det).
Der er manglende viden om virkningen af så udbredte behandlingsmidler som antidepressiver, selvom den folkelige fortælling er, at de ‘normalisere serotonin-niveauet’. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, er der intet som peger på dette. Tjek f.eks. her: http://psychrights.org/articles/ehpppsychdrugepidemic(whitaker).pdf
Mht. kontekstafgræsningen, så er det jo et meget nemt eksempel du der vælger. Men netop den udvælgelse af faktorer er langt fra simpel i relation til andre situation end lige græsslåning og Jupiter. Jo mere interdependent og fyldt med feedback loops et system er, jo sværere er det at håndtere analytisk. Et eksempel fra økologien kunne være et førsteordens problem som skadedyr i afgrøderne. Defineret som et skadedyrsproblem kan man sprøjte sig ud af det med toksiner. Dette skaber et andenordens problem fordi man nu også slår en masse nyttige insekter ihjel, f.eks. bier. Samtidig slippes toksinerne løs i økosystemet at large og udøver deres uforudsigelige indflydelse der. (hæng dig endelig ikke for meget i de landbrugsmæssige detaljer). Den oprindelig afgrænsning af konteksten til en ’skadedyrskontekst’ viser sig nu at føre til yderst uhensigtsmæssige handlinger.
Hvordan den ‘økologiske kontekst’ reelt afgrænses er langt fra så ligetil som dit eksempel. Indenfor kommunikation og ’samfundsøkologi’ gør lignende problemsstillinger sig gældende. Men jo da – princippet med at vægte faktorer lyder da yderst fornuftigt og uundværligt – ellers bliver det hele en sump af sludder – men heller ikke tilstrækkeligt i sig selv.