Kan en ydre trussel fremme fred på jorden?
Der var ellers en overskrift, på Politikens netudgave, som lige får en til at kigge en ekstra gang:
——————–
14. jul 21:01 VIDENSKAB En farlig gæst på 400 meter i diameter har kurs mod jorden. Flere lande forbereder sig på truslen med rumskibe og atomvåben.
——————–
Man tænker straks på at hamstre dåsemad og overvejer at udvide beskyttelsesrummet i baghaven en smule. Der dukker billeder af blinkende sirener, hemmelige militærbaser i hektisk aktivitet og desperate folkemasser i gaderne op på den indre nethinde. Det er ikke hver dag man støder på trusler af denne kaliber – selvom det angiveligt først bliver i 2029 vi skal sidde og krydse fingre. Hvis det bliver en forbi’er kan vi ånde lettet op, hvis den rammer bliver det, om ikke andet, spektakulært.
Men måske kan man håbe på, at sådan en trussel har mere at byde på? Vi er efterhånden fostret op med trusler i alle kroge og hjørner: terrorister her, miljøkatastrofer der, en bombe hid og et udslip did. Men indtil videre uden at det har større effekt på vores handlinger – det diskuteres om det kan betale sig at bruge penge på miljøet, om krigen mod terror virker, om a-kraft ikke var et hit alligevel og om man nu ikke burde forbyde det der bombe-gødning. Intet af det lader til at skabe fælles fodslag og hjælpe menneskeheden til at forene sine kræfter for en bedre verden.
Megen indenrigspolitik lukrerer på billedet af fjenden på den anden side af muren – de onde arabere, den polske håndværker, den russiske mafia eller den skruppelløse Big Business, som ønsker at gøre landet til en filial af McDonalds og fucke miljøet op nu de alligevel er i gang. Det skaber sammenhængskraft, til højre såvel som venstre, at der er nogen vi kan forsvare os imod – det giver livet mening, det giver retning for frygten og hadet, hvilket mange finder er en kraftig forbedring i forhold til den mere frit svævende angst, som forestillingerne om den pludselig død på landevejen, en snigende, klam og smertfuld sygdomsdød eller grøntsagsdøden efter en blodprop, skaber hos os.
En kæmpe asteriode, der i sin mekaniske bane ubønhørligt har kurs direkte mod vores blå planet, er det derimod lidt sværere at føle et personligt had til. Og netop i kraft af dette, er det måske muligt, at denne trussel kan fremkalde en større samhørighed mellem de som kan komme til at lide, skulle den virkelig ramme – der er ingen som startede denne konflikt, som trådte de andre over tæerne først, og her er ikke noget som hedder ‘at redde vores egne først’. Hvis rumskibet Jorden bliver sænket – så er det sgu’ med mand og mus. I værste tilfælde i hvert fald.
Så måske er det lige hvad vi har brug for – et koldt og knækket ‘hallelujah’ fra verdensrummet?
Tags: armageddon, fred, hallelujah
You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.
juli 14, 2008 at 11:49 pm
Ganske vist er det agurketid,men hvorfor vil en såkaldt seriøs avis bringe så skør en artikkel.
En fare som er 1-45.000,men åbenbart skal der være fare på færde,hvis ikke er der altid regeringen at bebrejde noget…..det er sikkert den som har sat fut i kometen,kan du se komedien?
juli 15, 2008 at 12:58 am
Hejsa – tak for kommentaren. Nej – jeg kan ikke helt se komedien. Det er ganske rigtigt, at nyheder om asteroider, der kan risikere at ramme jorden, dukker op med jævne mellemrum. Men overvejelserne er vel relevante nok – et eller andet sted: vi befinder os trods alt på en stor klippe som suser gennem universet. At blive mindet om dette med jævne mellemrum forekommer mig ikke helt langt ude… det er nemt at glemme.
Min kommentar var inspireret af en tegneserie ved navn Watchmen, hvor en af hovedpersonerne, for at afværge en altødelæggende atomkrig, konstruerer en genetisk manipuleret organisme, en kæmpestor en, som han teleporterer ind midt i NY og dræber millioner. Hans overvejelser går på, at jordens stridende nationer, ved at blive konfronteret med noget de tror er en ukendt fjende fra det ydre rum, vil finde sammen mhp. at bekrige denne nye fjende, i stedet for at søge at destruere hinanden (og dermed dybest set også sig selv).
Man kunne håbe at noget lignende kunne ske i vores virkelighed – hvor et monster jo faktisk, i form af globale klimaforandringer, stikker sit grimme hoved frem.
juli 15, 2008 at 4:47 pm
Ja, tænk blot hvilken viden vi idag er besiddelse af. Hvad hvis vi havde levet for 100 år siden, hvem skulle så have stoppet asteoriden?
http://www.tinathomsen.wordpress.com
juli 28, 2008 at 9:43 pm
Hej Tina,
Hvis den var dukket op for 100 år siden ville den ikke have givet anledning til bekymringer, er jeg ret sikker på. Ingen ville have set den og den ville formodentlig stille og roligt have passeret. Alternativt ville dommedag pludselig banke på døren.
vh
Jonathan