Skizofreni og evolution
Forskere fra Cambridge, Leipzig og Shanghai foreslår i en nylig udgivet artikel, at den psykiske lidelse skizofreni bør forstås ud fra en evolutionær optik, hvor muligheden for skizofreni, så at sige, er bagsiden af den unikke menneskelige hjerne. Dette forekommer at være en meget interessant hypotese, som faktisk tidligere har været nævnt på nærværende blog. Men det er ikke en simpel forklaring, der kan levere en nem og hurtig løsning. Forskerne siger bl.a.:
“Our new research suggests that schizophrenia is a by-product of the increased metabolic demands brought about during human brain evolution. [...]. Our brains are unique among all species in their enormous metabolic demand. If we can explain how our brains sustain such a tremendous metabolic flow, we will have a much better chance to understand how the brain works and why it sometimes breaks”
De gode forskeres tilgang ligger milevidt fra mainstreamforskningen, hvor der ikke går langt imellem, at man hører om et nyt, fantastisk gennembrud i forståelsen af de bagvedliggende, genetiske årsager til skizofreni – alt sammen med en tydelig reduktionistisk smag, som heller ikke lader til at føre det store med sig. Den sørgelige sandhed er, at på trods af udviklingen af flere generationer af antipsykotisk medicin, så er der flere psykisk syge end nogensinde før i den vestlige, industrialiserede verden.
Det må være på tide at kaste de simple forklaringer ud, forklaringer som ofte lader til først og fremmest at tjene enten forskerne selv, som led i indsamling af forskningsmidler, eller i det bredere perspektiv medicinalindustrien, som tjener gigantiske summer på at markedsføre medicin, der angiveligt skal virke mod en sygdom som man langt fra forstår. Typisk med prognoser, som tilsiger livslang medicinering med præparater, der har så insinuerende navne som f.eks. Abilify.
Hvad disse sygdomsforklaringer helt fjerner fra ligningen, er forbindelsen mellem den almenmenneskelige psykologi, sindets sårbarheder og de rammer som det moderne samfund giver os til at udfolde os i. Hvis muligheden for skizofreni er et almenmenneskeligt problem bliver vi simpelthen nødt til at se nærmere på, hvilke krav vi stiller til gele-klumpen i kraniekassen… Jo mere fjernt fra det umiddelbare og forhåndenværende vores livsførsel bliver, jo sværere bliver det, alt andet lige, at navigere mellem virkelighed og fantasi. Men det kræver formodentlig en eftertænksomhed og en integritet som er sjælden – særligt når simple (omend fejlagtige) løsninger ofte kaster hurtig profit af sig.
Artiklen findes her.
Tags: almenpsykologi, evolution, Psykiatri, skizofreni
You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.