Behandling i stedet for varig førtidspension?
Såvel Politiken som DR (her og her) bringer i dag korte artikler om, hvordan psykiatere og politikere udtaler sig om førtidspension. Bekymringen er, at unge mennesker, der bliver placeret på førtidspension, ofte er en dobbelt bet: de får aldrig foldet deres eget liv ud og kommer aldrig til at bidrage til samfundet. Det insinueres endvidere, at mange førtidspensioner bliver tildelt på baggrund af midlertidige tilstande, som ikke nødvendigvis kommer til at dominere hele livsforløbet.
Intentionen virker sund: førtidspension er sjældent billetten til et rigt og udviklende liv. Psykiateren Poul Videbech mener, at ‘det værste er, når unge ikke får et ordentligt tilbud om behandling og i stedet blot bliver sendt på pension’. Ligeledes mener han også, at en psykiater skal genvurdere førtidspensionen efter en årrække, således at der ikke er livstidsautomatik. Men hvilke behandlingstilbud er det så der mangler? Det kommer han han ikke ind på, selvom det jo må være det spørgsmål, som er kernen. En tidsbegrænsning på førtidspensionen er vel ikke i sig selv en behandling lige så lidt som en opfølgende samtale hos en psykiater efter to eller tre år er?
Problemet lader til at være, at der i den aktuelle debat er meget få reelle bud på, hvordan man hjælper disse unge mennesker indenfor i varmen i overskudssamfundet. Videbechs bedste bud er en ‘individuel vurdering’ – men en sådan er allerede foretaget: førtidspension tildeles ikke ved at trække et lod i en automat, men på baggrund af evalueringer af arbejdsprøvninger, behandlingsforløb og erklæringer udfærdiget af, ja, typisk psykiatriske speciallæger. Så hvordan kan løsningen være at installere periodiske vurderinger?
Hvad der mangler i billedet er en nærmere diskussion af, hvordan de unges situation kan bedres – dels behandlingsmæssigt (hvilke behandlingstilbud er det som mangler) men også med henblik på at bedre den livssituation, som samfundsforhold placerer sårbare unge i: at skulle leve på en minimal kontanthjælp, mens man kæmper med psykisk lidelse og føler sig jaget af den kommunale jobrådgiver, er ikke synderligt befordrende for at finde sine ben og sin plads her i livet – endsige for at komme sig efter alvorligere psykisk lidelse.
Hvis en midlertidig førtidspension kan give luft til disse mennesker, så lyder det meget fornuftigt, men spørgsmålet består: hvordan skal de så hjælpes i den periode den midlertidige førtidspension løber? Hvilke behandlingstilbud mangler der – er det medicin, terapi, begge dele – eller ender det med, at førtidspensionen blot giver en pause fra det hele, mens man håber på, at tidens gang og naturlige processer bidrager med ‘helbredelsen’?
Forhåbentligt bliver disse spørgsmål adresseret af de ansvarlige politikere, og af de fagpersoner som nu har meldt sig ind i debatten. For det er naivt at mene, at en ændring af førtidspensionen er en løsning i sig selv, lige såvel som det er naivt at mene, at et allerede udsultet psykiatrisk behandlingssystem pludselig kan trylle adækvate behandlingstilbud ud af posen med nedskæringer og forringelser. Men mest naivt er måske troen på, at udviklingen af – og prognosen for – psykiske lidelser ikke hænger tæt sammen med samfundsmæssige forhold – og hvordan disse rent praktisk er med til at forme livet for de mennesker, som befinder sig i periferien.
Tags: førtidspension, livskvalitet, Psykiatri
You can comment below, or link to this permanent URL from your own site.